På denne side står der alt hvad du kan blive spurgt om til den praktiske prøve.


Der er også en video her ->

Teknik til køreprøven

Du skal kunne aflæse og forstå betydningen af følgende instrumenter og kontrollys:


  • Speedometer evt. omdreningstæller og temperaturmåler.
  • Kontrol for olietryk, elektrisk strøm, dørlukning, lys i lygter, herunder blinklys, parkeringsbremse, ABS-bremser og eventuelt kontrollys for airbags samt fejl i bremsesystemet.

    Du skal kunne udpege følgende betjeningsudstyr:


    • Kontakt til ratlås, tænding, elektrisk starter, rudevisker og -vasker, horn, tilladte og påbudte lygter, varme og ventilationsanlæg, el-bagrude samt betjeningsanordning for spejlindstilling.
    • Pedal til kobling, speeder og bremse.
    • Gearstang og herunder gearenes placering, betjeningsanordningen for parkeringsbremsen og rat.
    • Sikkerhedsselens fastgørelsespunkter og lås.
    • Betjeningsanordning til åbning af motorhjelm og tankdæksel.
    • Påfyldningsdæksel for motorolie, kølervæske, sprinklervæske og evt. olie til servostyring.

    Du skal kunne kontrollere følgende:


    • Sprinklervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde.
    • viskerne skal kunneholde forruden ren.

    Bremser


    Du skal kunne kontrollere, om følgende forhold ved driftsbremsen er opfyldt:


    • Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund når der trædes hårdt på pedalen. Pedalvandringen er i øvrigt afhængig af bilfabrikatet.
    • Bremsepedalen må ikke synke, mens den holdes nedtrådt ved konstant tryk.
    • Ved bremser med vakuumforstærker skal bremsepedalen (efter trykudligning) dog synke et lille stykke, mens den holdes nedtrådt, og motoren derpå startes.
    • Væskestanden i bremsevæskebeholderen skal være mellem min.- og max.-mærket, eller ved at kontrollampen herfor ikke er tændt.


    Horn og lygter:


    Du skal kunne kontrollere, om følgende krav til lygter, reflekser og horn er opfyldt:


    • Alle lygter og reflekser skal være hele og rene, og alle lygter skal kunne lyse.
    • Nærlyset må ikke blænde (bedømt på, at overkanten af lysgrænsen falder 1 cm pr. m).
    • Stoplygterne skal give væsentligt kraftigere lys end baglygterne.
    • Blinklygterne skal blinke med gult lys, der tydeligt kan ses i sollys.
    • Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidig.
    • Nummerpladelygter skal have hvidt lys, der kan belyse den bageste nummerplade.
    • Lygter i et lygtepar skal have ens farve og lysstyrke.
    • Hornet skal have en klar, konstant tone.

    Dæk og støddæmpere:


    Du skal kunne kontrollere, om følgende krav til dæk og støddæmpere er opfyldt:


    • Dæk skal have mindst 1,6 mm dybde i hovedmønstret på alle hjul, eventuelt bedømt ved slidindikatorer.
    • Dæk og fælge skal være ubeskadigede.
    • Støddæmpere skal være virksomme ved alle hjul, bedømt ved, at bilen straks går i ro efter en kraftig påvirkning af støddæmperne.
    • Servobeholderens væskestand skal følge bilfabrikantens forskrifter

    Styretøj


    Du skal kunne kontrollere, om følgende forhold ved styreapparatet er opfyldt:


    • Der må normalt ikke være ratslør. Dette kontrolleres ved at hjulene straks følger rattets bevægelse (i biler med servostyring foretages kontrollen med startet motor).
    • Væskestanden i en eventuel servobeholder skal følge bilfabrikantens forskrifter. Dette kontrolleres enten ved at væskestanden er mellem min.- og max.-mærket eller ved at kontrollampen herfor ikke er tændt.

    Motor og udstødning:


    Du skal kunne kontrollere, om følgende krav til motor og udstødningssystem er opfyldt:


    • Motoren må ikke udvikle unødig røg og støj.
    • Udstødningssystemet skal være tæt og sidde fast.
    • Motorolie skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde, aflæst på oliepindens max. og min. –mærker , aflæst på bilens instrumenter eller efter instruktionsbogens anvisninger.
    • Kølervæske skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde bedømt efter instruktionsbogens anvisninger.